Historien om børnehaven på Engvej.
Børnehaven Engvej er oprettet i 1941 af Frk. Anna Marie Prip og drevet som privatejet indtil 1963, hvor børnehaven blev selvejende med driftsoverenskomst med Odense Kommune.
Pr. 1. juni 2014 er børnehaven igen blevet privat, med formål at sikre større frihed til selv at disponere over rammerne for børnenes trivsel og velvære. Børnehaven skiftede ved den lejlighed navn til Privatbørnehaven Engvej.
Børnehaven er beliggende i et ældre villakvarter i en tre etagers ejendom.
Børnehaven er normeret til maks 45 børn i alderen fra 2,10 år og indtil skolestart/forårs SFO.
Børnehaven er på visse tidspunkter af dagen funktionsopdelt, så børnene kan færdes frit i hele huset. Derved får alle voksne kendskab til alle børn og børnene kan knytte venskaber på tværs af grupperne.
Børnene er aldersopdelt i tre grupper: Kerner, Spirer og Rødder. Der er fast personale tilknyttet, hver gruppe og personalet følger med børnene, i de 3 år de går i børnehaven og har den primære forældrekontakt.
Forældre
Privatbørnehaven Engvej er en fondsejet børnehave. Det betyder, at vi selv administrerer vores økonomi og vores budgetter, men også, at der ikke er andre kasser, vi kan hente pengene i. Skal der skiftes nogle tagplader tages det fra samme kasse, der betaler vores legetøj.
For at holde vores udgifter nede er dagligdagen baseret på, at I forældre hjælper til. Er du for eksempel interesseret i IT, kan det være dig, der vedligeholder vores hjemmeside. Eller hvis du er god med en skruetrækker, kan du hjælpe med at hænge røgalarmer op. Alt sammen noget der skal gøres, men som der i det daglige ikke er hænder eller evner til, og som vi derfor forventer I hjælper til med. Giv Kirsten et praj om, hvad du kan bidrage med.
Desuden har vi to arbejdslørdage, (forår og efterår), hvor vi mødes og sammen får løst nogle af de opgaver, der kan ordnes hurtigt, når vi er mange og vi hjælpes ad.
Hyggelige dage, hvor vi lærer hinanden bedre at kende, og hvor også børnene nyder at være med.
Views: 1830